Gastroskopi
Information om kikkertundersøgelse af maven
1. Undersøgelsen foregår i siddende stilling
2. Patienten har hele tiden kontrol over situationen
3. Minimalt ubehag og mindst mulig gene
4. Undersøgelsen kan overstås på få minutter
5. Undersøgelse gennem næsen med super slank slange
6. Undersøgelsen udføres af speciallæger med mange års erfaring
Formålet med undersøgelsen:
At undersøge om der er forandringer i spiserør, mavesæk eller tolvfingertarm, som kan forklare dine symptomer.
Før undersøgelsen:
Det er nødvendigt, at mavesækken er tom før undersøgelsen. Derfor må du ikke spise de sidste seks timer inden undersøgelsen samt drikke eller ryge de sidste tre timer inden undersøgelsen.
Medicin:
Får du insulin eller blodfortyndende medicin (Marcoumar eller Marevan), skal du ringe til Endoskopiklinikken og aftale nærmere.
Får du anden medicin, må du gerne tage den om morgenen med lidt vand til. Hav venligst afslappet tøj på, som ikke tager skade, hvis der kommer opspyt eller maveindhold på.
Undersøgelsen:
Undersøgelsen gennemføres ved hjælp af en bøjelig slange (kikkert) som, via næsen, føres ned i spiserøret og derfra videre ned i mavesækken og tolvfingertarmen. Der bliver blæst luft ned i maven, hvilket kan give trykkende ubehag, men undersøgelsen er ikke smertefuld. Hvis lægen ser forandringer, vil der eventuelt blive taget vævsprøver (biopsi).
Sædvanligvis kan undersøgelsen foretages i lokalbedøvelse alene (lokalbedøvende gel), men hvis du ønsker det, kan der gives smertestillende og beroligende medicin i en blodåre.
Til undersøgelsen, som varer ca.10-20 min., sidder du op på lejet. Det er muligt at tale med os undervejs samt følge med i undersøgelsen på en videoskærm.
Efter undersøgelsen:
På grund af lokalbedøvelsen må du først spise og drikke en time efter undersøgelsen. Hvis du har fået beroligende medicin, skal du observeres i en halv time før du tager hjem, og du må ikke køre bil før næste dag.
Svar på undersøgelsen:
Du vil med det samme få svar på, hvad lægen har set under undersøgelsen. Er der taget vævsprøver, kan der gå op til to uger, før der foreligger svar på prøverne.
Vi kontakter dig, såfremt vævsprøverne viser noget, der skal behandles. Det kan være henvisning til hospital, opstart af medicinsk behandling eller andet.
Såfremt der ikke findes noget unormalt i vævsprøverne, hører du ikke fra os, med mindre andet er aftalt med dig.
Vævsprøvesvaret sendes efter aftale med dig til din egen læge.
Du er altid velkommen til at kontakte os på tlf. 86 13 08 46 for at få svar på vævsprøver.
Risiko ved undersøgelsen:
Gastroskopi er en meget sikker undersøgelse. I meget sjældne tilfælde kan der opstå komplikationer, enten i form af blødning eller hul i de undersøgte organer, eller bivirkninger til den beroligende medicin. I sjældne tilfælde kan der opstå tandskader.
I tilfælde af:
- Kraftige mavesmerter
- Blodig og sort afføring
- Utilpashed, kvalme eller svedtendens
- Feber over 38 grader
- Kulderystelser
bør du kontakte os eller vagtlægen i det første døgn efter undersøgelsen. Er det senere, bedes du kontakte egen læge.
Såfremt vi ikke hører noget fra dig, regner vi med, at du har det godt, og at der ikke er opstået komplikationer i forbindelse med undersøgelsen.
Såfremt du har spørgsmål, eller der opstår problemer, som du gerne vil diskutere med os, kan vi kontaktes på tlf. 86 13 08 46.
Læger

Søren Lyhne
Overlæge, Ph.d.

Jørgen Agnholt
Overlæge, Klinisk Lektor, Ph.d.

Marek Stawowy
Overlæge, Ph.d.
Kontakt os for en uforpligtende snak
Du kan ringe på tlf. 86 13 08 46 eller skrive en mail på adm@endoskopiklinikken.dk