Mikroskopisk tarmbetændelse
Mikroskopisk tarmbetændelse eller mikroskopisk kolit en betændelse, der medfører langvarig diarré. Betegnelsen dækker over mange former for tarmbetændelse, som alle er forbigående og godartede.
Årsager
Betændelsen kan opstå, ved at bakterier, parasitter eller vira udløser betændelsen. Personer med autoimmune sygdomme (sygdomme hvor immunforsvaret reagerer mod dele af kroppen) får hyppigere mikroskopisk tarmbetændelse end resten af befolkningen.
Mikroskopisk tarmbetændelse er en sjælden sygdom, der rammer cirka 30 ud af 100.000 mennesker. Ofte opstår sygdommen efter 45-års alderen, og kvinder bliver ramt seks til ni gange hyppigere end mænd. Omkring halvdelen af personer med mikroskopisk tarmbetændelse har enten en gigtlidelse, astma, sukkersyge, glutenallergi, stofskiftelidelser eller er laktoseintolerante.
Symptomer
Hvis du har mikroskopisk tarmbetændelse, kan du have vandtyndt diarré op til 20 gange i døgnet. Omkring en fjerdel har ligeledes natlig diarré. Cirka 40 procent af alle patienter oplever et mindre vægttab og/eller mavesmerter, og cirka 20 procent får kvalme.
Typisk stopper mikroskopisk tarmbetændelse af sig selv, men hvis du er meget generet af diarré, er en behandling nødvendig.
Diagnose
Ved hjælp af en blodprøve, kan du blive undersøgt for, om du har en tarminfektion, stofskiftelidelser, glutenallergi eller er laktoseintolerant. Hvis blodprøven viser, at du ikke har en almindelig tarminfektion, skal du have foretaget en kikkertundersøgelse af din tyktarm (koloskopi), med udhentning af vævsprøver, for at der kan blive stillet en diagnose.
Behandling
Mikroskopisk tarmbetændelse bliver behandlet med Budesonid kapsler (Entocort®, Budenofalk®), som du skal tage i tre måneder. I nogle tilfælde kan symptomerne dog komme tilbage igen efter behandlingen.
Hvis du ved, at du, i et længere tidsrum, ikke har mulighed for at komme på toilettet, kan du tage Imodium, der kan købes som håndkøbsmedicin.
Kontakt os for en uforpligtende snak
Du kan ringe på tlf. 86 13 08 46 eller skrive en mail på kontakt@endoskopiklinikken.dk