Kronisk tarmbetændelse
Kronisk tarmbetændelse dækker over sygdommene Morbus Crohn og Colitis Ulcerosa. Begge sygdomme er kendetegnet ved en betændelsesreaktion i tarmslimhinden, hvor der ikke kan påvises sygdomsfremkaldende bakterier, parasitter eller vira. Ved kronisk tarmbetændelse er det tarmslimhinden, som kroppens immunforsvar reagerer mod.
Morbus Crohn
Morbus Crohn er en betændelsestilstand i tarmkanalen. Betændelsen går dybt ned i tarmslimhinden, hvor der kan dannes fistler. Det er oftest kvinder, som bliver ramt af sygdommen, der kan opstå allerede i teenageårene.
De hyppigste symptomer er;
- diarré
- mavesmerter (ofte i højre side af maven)
- feber og vægttab
- bylder og fistler ved endetarmen
Diagnose
For at stille diagnosen bliver der foretaget en kikkertundersøgelse af tyktarmen og nederste del af tyndtarmen. Til tider bliver der også foretaget en scanning af tyndtarmen og en røntgenundersøgelse.
Behandling
Da det er en kronisk lidelse, er det ikke muligt at kurere tarmbetændelsen, men det er muligt at dæmpe aktiviteten af sygdommen for at undgå, at betændelsen blusser op. Det er primært en medicinsk behandling, der bliver varetaget af en speciallæge.
Colitis Ulcerosa
Colitis Ulcerosa er en betændelsestilstand, der ofte forekommer ved endetarmen og kan sprede sig til hele tyktarmen. Tilstanden opstår ofte i 20- til 35-års alderen.
De hyppigste symptomer er;
- blodig diarré
- mavesmerter
- vægttab
- feber
Diagnose
Diagnosen stilles ved en kikkertundersøgelse af tyktarmen (koloskopi), hvor der udhentes vævsprøver til mikroskopi.
Behandling
Da det ikke er muligt at kurere betændelse i tyktarmen, bruges den medicinske behandling til at forebygge opblussen og til at dæmpe aktivitet.
For at mindske risikoen for tyktarmskræft, skal du til kikkertundersøgelse med jævne mellemrum. Hvor ofte, du skal undersøges, afhænger af graden af din sygdom.
Kontakt os for en uforpligtende snak
Du kan ringe på tlf. 86 13 08 46 eller skrive en mail på kontakt@endoskopiklinikken.dk