Kræft i tyktarm og endetarm

Tarmkræft dækker både over tyktarmskræft og endetarmskræft. Det er en af de mest hyppige kræftsygdomme med mere end 4000 tilfælde om året. Efter 50-års alderen er risikoen for tarmkræft markant større, og risikoen er ens for mænd og kvinder.

Årsager
I nogle tilfælde skyldes sygdommen livsstilsfaktorer, eller at det er arveligt, hvilket sker i cirka fem procent af alle tilfælde. Familier, som er ramt af FAP (Familiær Adenomatøs Polypose) og HNPCC (Hereditær Non-polypose Colorektal Cancer), er særligt disponerede for at udvikle tyktarmskræft.

Din kost kan også være grund til, at du udvikler tarmkræft. Spiser du meget rødt kød, svinekød og meget fed mad, er risikoen for tarmkræft større. Modsat nedsætter kost med mange kostfibre, grøntsager og frugt risikoen for tarmkræft.

Tobak øger ligeledes risikoen for tarmkræft, da det indeholder kræftfremkaldene stoffer. Omkring 12 procent af alle tilfælde af tarmkræft skyldes tobaksrygning.

Hvis du ikke dyrker regelmæssig motion, har du større risiko for at udvikle tarmkræft. Desuden øger alkohol, type 2-diabetes og overvægt også risikoen.

Symptomer
De hyppigste symptomer er;

  • følelse af ufuldstændig tømning
  • ændrede afføringsvaner
  • blod i afføringen
  • mavesmerter
  • vægttab
  • blodmangel, som ofte medfører træthed

Forstadier
Omkring 95 procent af alle tilfælde af tarmkræft begynder med et forstadie i form af en tarmpolyp. Med tiden vokser polyppen sig større og bliver ondartet, hvorefter den sætter sig som en kræftknude på indersiden af tarmen. Når tarmpolypper bliver fjernet, minimeres risikoen for tarmkræft.

Undersøgelse
Hvis du oplever symptomer på tarmkræft eller har mistanke om, at du har tarmkræft, skal du have lavet en afføringsprøve. Er prøven positiv, skal du have fortaget en kikkertundersøgelse af tyktarmen og endetarmen (koloskopi).

Behandling
En kræftknude fjernes ved en operation. I nogle tilfælde kan der også blive tale om kemoterapi og strålebehandling.

 

Kontakt os for en uforpligtende snak

Du kan ringe på tlf. 86 13 08 46 eller skrive en mail på [email protected]