Divertikler – Udposninger på tyktarmen

Divertikler er udposninger på tyktarmen, som opstår, fordi tyktarmslimhinden bliver presset gennem tyktarmsvæggens muskellag. Ofte er divertikler placeret nederst i tyktarmen på venstre side. Divertikler opstår oftest hos ældre og ses sjældent hos yngre personer.

Symptomer
Hos størstedelen, af dem som har divertikler, er der ingen symptomer eller gener. Dog kan 10-20 procent opleve følgende symptomer;

  • vekslende afføring (ofte mere forstoppelse end diarré)
  • smerter og luftgener i nedre del af maven
  • fornemmelse af ufuldstændig eller dårlig tømning
  • oppustethed

Oplever du mavesmerter eller blødning, kan der være gået betændelse i divertiklerne.

Betændelse
Det er kun ved 10-20 procent, at der opstår betændelse (divertikulitis). Hvis du oplever betændelse, vil du ofte have smerter og være øm i nederste del og i venstre side af maven. Nogle får også feber, hvilket skal behandles med antibiotika.

Det er i meget sjældne tilfælde, at der udvikles tarmslyngslignende tilstande, der kan medføre opkastninger, kvalme eller problemer med luft og afføring. Hvis du oplever symptomer på, at du har betændelse, skal du altid undersøges og meget sjældent er  operation nødvendig.

Diagnose
Den bedste måde at stille en diagnose er ved, at du får foretaget en kikkertundersøgelse af tyktarmen (koloskopi eller sigmoideoskopi). Ellers skal du have foretaget en CT-scanning.

Forebyggelse
Du kan forebygge divertikler ved at spise varieret, få godt med væske, fiberrig kost og daglig motion.

Hvis du allerede har divertikler, anbefaler vi, at du spiser hoved- og mellemmåltider på faste tidspunkter. Det er vigtigt, at du får seks måltider om dagen (altså tre hovedmåltider og tre mellemmåltider). På den måde sikrer du hele tiden et jævnt indtag af kost. Dine måltider skal helst bestå af en fiberrig og fedtfattig kost uden for meget kød.

 

Kontakt os for en uforpligtende snak

Du kan ringe på tlf. 86 13 08 46 eller skrive en mail på [email protected]